Køng Sogns Husflidsforening
Husflidsforeningen henvender sig til alle, der interesserer sig for kreative aktiviteter.
Sløjdhold:
Vinterens sløjd - aktiviteter begynder først i oktober med tilmelding til holdene for voksne, der henholdsvis er på tirsdage og torsdage fra kl. 19.00 til kl. 22.00 og børnehold om lørdagen fra kl. 9.30 til kl. 11.30.
Sløjdholdene fortsætter frem til påske, hvor der traditionen tro er udstilling af vinterens arbejder fra kl. 13.00 til kl. 16.00.
Køng Sogns Husflidsforening begyndte sit virke allerede
i 1873, samtidig med andelsbevægelsen og skytte-og
gymnastikforeningerne, det ved vi fordi Husflidsforeningen holdt
100 års jubilæum i 1973 (desværre er de ældste protokoller
bortkomne, så hvis nogen skulle have kendskab til, hvor de evt.
befinder sig, vil Køng Sogns Husflidsforening være mere end
taknemmelige for at få dem tilbage).
Husflidsforeningen byggede sit eget hus, Bygaden 15
Køng, i 1930, og har siden haft til huse samme sted.
Køng Husflidsforening var med til i sin tid at oprette
Dansk Husflid, der er et landsdækkende overordnet fagligt
pædagogisk forum for håndværk, husflid og design.
Køng Sogns Husflidsforening er altså et stykke levende
kulturhistorie vi har i lokalområdet, som vi gerne vil bevare og
modernisere så den kan leve op til de krav nutidens mennesker
kræver.
Køng sogns Husflidsforening har gennem tiderne tilbudt
egnens befolkning kurser i mange forskellige håndværk, f.eks.
fremstilling af husgeråd til hjemmet, spinding, knibling,
børstenbinderi, træsløjd, vævning osv. osv.
I de sidste mange år har det kun været træsløjd der er
blevet tilbudt i husflidsforeningen, som er udstyret med
forskellige snedkerimaskiner. Vi vil gerne kunne tilbyde andre og
flere aktiviteter end blot træsløjd.
Der oprettes stadig nye husflidsforeninger rundt
omkring i landet, så på trods af det lidt gammeldags navn på
foreningen, så er husflidsforeninger bestemt ikke forældede, men
lever på landsbasis i bedste velgående.
Køng Husflidsskole er i 2009 blevet renoveret, med
højere til loftet, nyt gulv og nymalet indvendigt.
Desuden har vi fået installeret et længe tilstrængt
udsugningsanlæg, der vil kunne fjerne støv og spåner effektivt.
Dette renoveringsarbejde, samt installering
af udsugningsanlæg, har kun været muligt fordi Køng
Husflidsskole er kommet med i områdefornyelsen i Køng, og ved
frivilligt arbejdskraft af husflidsforeningens medlemmer, der har
brugt rigtig mange timer og mange har deltaget, tak for indsatsen,
uden den opbakning kunne det ikke lade sig gøre.
Køng Husflidsskole er i 2011 blevet udbygget.
Udbygningen er kommet i stand ved at Husflidsforeningen har fået
del i LAG midlerne til områdefornyelse i Køng.